Er Husmenigheder det eneste saliggørende?

Del 1: Findes den danske husmenighedsmodel i Bibelen?

Der er en husmenighedsbevægelse i Danmark i dag, som ikke alene mener sig kaldet og ledt af Helligånden, det er også selve den nye, og måske sidste vækkelse, som skal fare hen over vort land, ja over hele verden. Og for nogle er det endda mere end det, det er den tredje reformation.

Det er en fantastisk bekendelse og et fantastisk selvbillede. Der skal noget til for at kalde sig selv for den nye vækkelse. Flere har gjort forsøget de sidste årtier, uden at kunne producere resultaterne.

Jeg har ikke noget imod husmenigheder og små fællesskaber. Jeg er selv opvokset i et lille fællesskab. Jeg forstår også nogle af de kritikpunkter og noget af den frustration, der præger bevægelsen. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil gøre noget ved de mange kristne, hvis eneste kristenliv er at deltage i gudstjenesten om søndagen – ja, for nogle af dem er det endda uoverkommeligt at komme hver søndag, så de kommer hver anden søndag, eller måske en gang om måneden. For nogle frikirkefolk handler det, som for nogle folkekirkemedlemmer, blot om at have et sted at fejre overgangene i livet, og de kommer hovedsageligt til barnevelsignelse, dåb, overhøring, bryllup, og til sidst egen begravelse.

Hvordan får man gjort disse inaktive, sløve, lunkne forbrugere af kirken til disciple? Til levende kristne, der brænder efter at leve det liv, vi finde i Ny Testamente?

Jeg forstår også godt kritikken af mega-kirkerne, underholdningen, røgen og spotlightene,  det professionelle, alt dette med flotte kirker som templer, præstekjoler, altre, og levende lys, der tilsyneladende har fundet sin inspiration mere i den gammeltestamentlige tempeltjeneste, og mindre i den nytestamentlige kirke. Jeg forstår frustrationen over enmandsstyrede kirker og konservative menighedsråd, og den manglende mulighed for selv at få lov til at give sit besyv med. Jeg forstår smerten over, at nærheden og opmærksomheden mod dem, der lider, går tabt i fællesskaberne.

Men når det er sagt, og vi begynder at se på det alternativ, som disse ledere af husmenighederne kommer med, ja, så kan jeg ikke sige, at det skaber udelt begejstring hos mig. Jeg ser ærlig talt ikke det nye, det store, og det ultra-spændende i dette. Jeg har svært ved at se en speciel åndsledelse, og endnu sværere ved at se en ny vækkelse, og det bliver da helt umuligt, når nogle begynder at tale om en tredje reformation.

”Dem” og ”Os”

Som altid, når nogen forlader andre for at starte for sig selv i en ny gruppe eller ny bevægelse, har man behov for at dele verden op i ”dem” og ”os”. Det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg har heller ikke noget imod de generaliseringer, man konstruerer i sådan en situation. Også dette er nødvendigt. Sådan må det jo være. Men hvis opdelingen bliver for plat, og hvis generaliseringerne bliver for karikerede, vil bevægelsen ultimativt kommer til at lide under sin egen grovfil.

Det forunderlige med denne bevægelse er, at flere af dens talsmænd, når de skelner mellem ”dem” og ”os” alene bygger skel i forhold til, hvilken bygning vi samles i som kirke. Der er ”dem”, som samles i en kirkebygning, og så er der ”os”, som samles i hjemmene.

Og i denne stereotype karikerede opdeling, beskriver man dem, der kommer i kirkebygninger med alle de negative tillægsord, man kan komme i tanke om, mens man beskriver de kristne, som samles i privathjem med positive superlativer og bibelske termer.

Luther, Kina og Apostlenes Gerninger

Til at underbygge dette billede, bruges hovedsageligt tre argumentationsgrupper;

”Vi er som Luther”,

”Vi er som husmenighederne i Kina” og

”Vi er som den første urmenighed i Apostlenes Gerninger”.

Jeg tror ikke, at noget af dette holder ved nærmere gennemsyn.

Det er ikke Luthers teologi og forkyndelse, der bliver brugt i forsvaret for disse husmenigheder. Luther bliver alene brugt som narrativ, for at fortælle, at som han var, er også fortalerne for husmenighederne, og som han måtte kæmpe for sandheden dengang, må husmenighederne også kæmpe for sandheden i dag. Han blev modsagt og bekæmpet af de kristne på hans tid, og de spurgte ikke til, om han havde sandheden. Det var de ligeglade med. De var bare imod ham, fordi han var en trussel mod det etablerede kirkeliv. Og argumentet fortsætter: Som det var med Luther, er det også med husmenighederne i dag. Modstanderne er ligeglade med sandheden. De er bare imod husmenighederne, fordi de udgør en trussel mod de etablerede kirker.

Derved er der etableret en forbindelse tilbage til Luther: ”Luther og os, vi står skulder ved skulder!” siger de. Jeg er ikke sikker på, at dette holder, og jeg er ikke sikker på, at Luther ville være tilfreds med bare at være elefanten, som myren kunne bryste sig af.

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor nogle kalder husmenighedsbevægelsen for den tredje reformation, men jeg kan forestille mig, at Luther stod for den første, og så er det nok Wesley, der stod for den anden. Så den første reformation bragte åbenbaringen om ”Retfærdiggørelse ved tro”, og den anden reformation bragte åbenbaringen om ”Helliggørelse ved tro”. Hvad bringer så den tredje reformation? ”Åbenbaringen om, at det gælder liv og død, om man samles i en stor bygning eller en lille bygning”. Det er da et antiklimaks, der vil noget. Tredje og sidste reformation handler om rigtige og forkerte bygninger?

Jeg kunne forstå, hvis den tredje reformation handlede om f.eks. åbenbaringen om de nærmere omstændigheder om Herrens genkomst, eller om bibelsk dåb, eller om Åndsdåb, eller brug af nådegaver, eller restitution af tjenesterne i menigheden, eller endda noget så poetisk som ”Åbenbaringen om herliggørelse ved tro”. Det ville da passe med de to første.

En fortaler for husmenighederne fortalte, at det hele gik ud på bygninger og økonomi for de menigheder, der forsamles i kirkebygninger. Det synes jeg var en underlig udtalelse, for tilsyneladende handler det hele om bygninger og økonomi for husmenighedernes fortalere.

Næste argument er, at de danske husmenigheder er en del af en verdensomspændende vækkelse, hvor også Kinas husmenigheder tæller med. Men Kinas husmenighedsbevægelse er en så stor og mangfoldig størrelse, at den totalt sprænger det danske billede af en husmenighed, som fortalerne gerne vil præsentere. Kinas husmenigheder er så meget mere og så meget andet, og lader sig ikke fange ind i et fastlåst menighedssystem som husmenighederne er.

Det tredje argument er, at husmenighederne, som de tegnes af fortalerne i dagens Danmark, er en tilbagevenden til de menigheder, vi finder i Apostlenes Gerninger. De er altså de originale, oprindelige, og de repræsenterer den autencitet, som ellers er gået tabt blandt kristne, som samles i kirkebygninger og ikke i hjemmene.

Jeg vil dog vove at påstå, at det billede, de tegner af husmenigheder ikke eksisterede på disciplenes tid, og at de bare læser nutidig vestlig kultur og egne drømme ind i Bibelteksten.

Som skrevet før har jeg ikke noget imod kritik af det etablerede og jeg har ikke noget imod generaliseringer – med mindre altså, at det sker på sådan en måde, at det bliver for dumt. Og det gør det i dette tilfælde. Kristne deles op i to hold alene ud fra hvilken bygning, de vælger at forsamles i.

Fortalerne for husmenighederne kan fortælle, at de første kristne ikke havde kirkebygninger og stolerækker (mig bekendt havde de heller ikke sofaer, porcelænskopper, og kaffe fra Brasilien). De samledes ikke i en kirkebygning hver søndag, og de havde ikke en økonomi, som kirkerne har i dag. En kirke med en økonomi er prostitution, ifølge dem.  

Kirkebygningerne og kejser Konstantin

De første kristne samledes i hjemmene, og hvert hjem var sin egen selvstændige menighed med sin egen ledelse i form af husherren. Det var først, da kejser Konstantin kom til, og gjorde ”kristendomme til statsreligion”, at man begyndte at komme i kirkebygninger. Konstantin indførte, som vi ved, mange hedenske elementer i den kristne gudsdyrkelse, og et af dem var altså åbenbart kirkebygningen.

Det har aldrig været meningen at 20 til 100 kristne eller måske endda flere skulle komme sammen. Dette kom først med Konstantin, og de kristne kirker blev skabt efter hedensk forbillede. De blev bygget for at være hedenske templers afbillede i menigheden. Den, der kommer i en kirkebygning, er altså en åndelig efterkommer af Konstantin. Det er soltilbedelse og afgudsdyrkelse, det er hedenskab og hedensk kultur (jeg har ikke selv fundet på disse ord. De bruges i husmenighedernes tekster), der har skabt vore kirkebygninger, og når vi samles sådan et sted, er vi meddelagtige.

Til afgudsdyrkelsen og hedenskabet og de ugudelige traditioner kan vi lægge synagogegudstjenesten. Vi, der kommer i en kirkebygning i dag, har i virkeligheden, ifølge dem, kopieret det, der foregik under en samling i den jødiske synagoge, og holder i dag gudstjeneste efter dette forbillede. Det er egentlig en underlig anklage, når man tænker på, at Paulus i hele sin tjeneste altid gik ind i synagogen og forkyndte, hvorend han kom frem. Han vidnede ikke blot, men han underviste også de nye kristne, og når han forlod synagogen var det modvilligt, og kun fordi modstanden voksede. Paulus dannede menigheder i alle byer, og han dannede dem i de jødiske synagoger og underviste dem der, så længe han kunne.

Idet der tegnes videre på ”dem” der kommer i kirkebygninger, bliver konturerne af karikaturen endnu mere skarp. I disse kirker er man ukærlige og uden nærhed. Ledelsen vil have kontrol over medlemmerne, og ønsker dem kun for deres tiendes skyld. Der er et pyramideformet hierarki, og præsten og ældsterådet kører forsamlingen med hård hånd. Der er ikke plads til andre, der vil tjene. Der er kun plads til eliten på platformen, og dem, som eliten kan lide.

De sande autentiske husmenigheder

Som modsætning til disse kristne, der forsamler sig i kirkebygninger, tegnes et helt andet og rosenrødt bibelsk billede af de kristne, som samler sig i private hjem. Man påstår med overbevisning, at husmenighederne i Apostlenes Gerninger i alle dele af den daværende verden var på fra 2 -3 stykker til mellem 20 og 30 deltagere – nogle er overbeviste om, at det nøjagtige tal var mellem 10 og 15. De holdt ikke gudstjeneste om søndagen, og de samledes ikke til tale, sang og kollekt. Den første menighed bestod af mange små selvstændige grupper, der kun relaterede til hinanden gennem kærlighed. Hver menighed havde sin egen ældste, der fungerede som menighedsleder.  De var og forblev denne faste størrelse, uanset om vi snakker om Jerusalem, Lilleasien eller Rom. Og hvis nogen i dag vil være ”rigtige” kristne og samles på den ”rigtige” måde, er der kun én vej frem, og det er efter denne skabelon.

Der var en flad menighedsstruktur, hver menighed var selvstændig med sin egen leder, og de fem tjenestegerninger var kun løst forbundet, og absolut ikke nogen, der reelt havde noget at sige. Den sande kristne kirke er det billede, der er tegnet her, og det er den kirke, Gud vil oprejse i vore dage ifølge disse mennesker.

Efterhånden som disse "sandheder" bliver gentaget igen og igen og går fra mund til øre, tegner der sig et billede af den sande menighed som et lille dansk parcelhus på måske omkring 110 kvm. Det kunne også være en lejlighed. Her er en dansk standardfamilie med far og mor og to børn. Børnene hedder Henriette og Kasper. Der kommer måske to par og to singler, og de danner tilsammen en husmenighed. Husfaren er som regel lederen. Og som det er her i Danmark, sådan er det garanteret også i Kina, og sådan var det garanteret også i Apostlenes Gerninger. Alle ved da, hvad et hus og en familie er. Hvor svært kan det være?

Og sådan har vi fået skabt fortællingen om den lille gruppe brændende disciple, der er vendt tilbage til det autentiske, og som udretter meget mere end en stor kirke, hvor mange som bekendt er passive.

Kaldet ud af kirkerne

Det næste logiske skridt for denne bevægelse vil være at begynde at kalde kristne ud af disse kirker, kirkebygninger og kirkesystemer. Og det gør de også. Jeg har ikke noget imod kald. Lad os da bare få nogle vækkelsesprædikanter på banen, der råber vagt i gevær, og kalder folk ud. Men der skal da være substans i budskabet. Kalder man ud fra en kirke, må det være på grund af åndeligt frafald, falsk lære, åbenlys synd, eller verdsliggørelse. I dette tilfælde kaldes de ud, fordi de kommer i en kirkebygning og ikke et privathjem. Hvor sølle kan det blive?

Ifølge disse talsmænd, ønsker Gud i vor tid, at kristne skal komme ud af kirkesystemerne, fordi kirkesystemerne (dem alle sammen) holder medlemmerne fanget under kontrol, medlemskab, økonomi, og kirkebygning. Vejen tilbage til den autentiske og originale urmenighed, som vi finder den i Apostlenes Gerninger, går ud af kirkerne og ind i hjemmene.

Som én sagde: ”Gud må først fjerne det, der er forkert, før han kan fortsætte med at bygge på os”. Og det, der er forkert, er åbenbart, at vi samles uden for hjemmene.

Mine spørgsmål

For mig at se er der så meget galt med hele dette ræsonnement. Er det virkelig sandt, at den første menighed udelukkende samledes i husene? Sådan ca. samme slags huse, som vi kender dem her i Danmark med familiestørrelser som dem, vi kender? Var ledelsesstrukturen virkelig, som de siger? Blev der virkelig kun indsat én ældste i hvert hus? Er husmenighederne virkelig udtryk for en tilbagevenden til menigheden i Apostlenes Gerninger? Er forsamlinger uden for hjemmene virkelig indført af kejser Konstantin og inspireret af soltilbedelse og afgudsdyrkelse? Er Kinas husmenigheder virkelig opbygget som de danske talsmænd for husmenighederne siger?

Ud over disse meget simple spørgsmål, er der en anden ting, som nager mig ved nogle af disse husmenigheder. Det virker som om, at mange af dem – ikke alle – er båret frem af mennesker, der føler sig overset og trådt på i kirkerne. Mennesker, der mener, de ikke har fået plads og muligheder nok. Mennesker, der er blevet holdt tilbage i deres tjeneste af kirkens ledelse. Det er utilfredse mennesker, kristne med en menighedsleder i maven og rundsave på albuerne, som har erfaret, at deres rundsave ikke har formået at få dem frem i verden. De anklager kirkernes ledere for at stå i vejen for dem.

I husmenighederne får de mulighed for at blive ledere. Deres ønske om at være kalif i stedet for kaliffen ville aldrig gå i opfyldelse i kirken, men i deres eget hjem kan ingen røre dem, og de skal ikke stå til ansvar over for nogen. Der er absolut intet nyt i dette. De danner bare nye systemer, hvor de selv kan få lov til at være en del af ledelsen.

Andre er blevet sårede og trådt over tæerne og har ikke fået den opmærksomhed, som de mener de burde have. De er bitre i hu og kan ikke tilgive dem, de mener, har gjort dem ondt. I henhold til nogle af disse brødre og søstres egne vidnesbyrd, er husmenighederne da heller ikke lutter gode oplevelser. Der er meget ævlen og kævlen, som én udtrykte det, og der er mange husmenigheder, som dannes og opløses igen, fordi de ikke kan komme til rette. Og nogle af lederne fortæller åbent om, hvordan de har rejst fra den ene husmenighed og til den anden, efterladende kristne søskende, der ikke forstår, hvad der sker. Når de i én menighed oplever modstand fra mennesker, der har en anden mening, rejser de videre.

I virkeligheden handler dette nok om, at nissen flytter med. Disse mennesker har problemer med deres omgivelser og med deres brødre og søstre, uanset om de er ”vildfarne” kristne, der samles i kirkebygninger eller ”sande” kristne, der samles i private hjem.

Som jeg indledte med, har jeg ikke noget imod husmenigheder, så længe de er oprettet ud fra de rette motiver, og fungerer som de tilsyneladende fungerede på Bibelens tid. Det jeg hovedsageligt har noget imod er, når forkyndere ønsker at begrænse Helligåndens virke og de kristnes muligheder ud fra fuldstændigt ligegyldige principper.

For 50 år siden kunne en kristen søster ikke være rigtig kristen, hvis hun gik i bukser. For 20 år siden kunne en ryger ikke være rigtig kristen. For 10 år siden var der noget galt med ens frelse, hvis man ikke var ungjordskreationist, og i dag kan man kun være autentisk kristen, hvis man holder gudstjeneste i et privat hjem.

Jeg tror på, at de første kristne forsamlede sig som de kunne, som Ånden ledte til, og som det passede sig i forhold til deres aktuelle situation. Jeg tror, at Ånden var levende og virksom iblandt dem, og jeg tror ikke på, at apostlene lagde restriktioner og grænser ned over forsamlingerne for, hvor store de måtte være, og hvor de måtte og ikke måtte forsamle sig. Menigheden var levende.

Jeg tror på, at Helligånden også i dag er levende. Vi forsamler os frit efter Åndens ledelse, som det bedst passer i vor tid og vor situation. Der er forskel på Sydamerika, Afrika, Kina og Europa. Der er forskel fra land til land i verdensdelene, og fra region til region i landene. Menighederne i Kina forsamler sig ikke i dag, som de gjorde for bare 10 år siden. Der er sket en udvikling, og de levende menigheder kan ikke lade sig binde til én rigid og konservativ menighedsmodel. De må udvikle sig og tilpasse sig i sin form (ikke teologi) i forhold til det omkringliggende samfund. Kinas husmenigheder ligner på ingen måde de danske husmenigheder – hverken i dag eller for 10 år siden.

  

Lad ingen trællebinde dig under et snævert og forstokket menighedssyn, men kom sammen med dine brødre og søstre i din lokale menighed, hvad enten det er i et hjem, i lejde lokaler eller i en kirke. Rammerne betyder mindre end fortalerne for husmenighederne vil prøve at overbevise dig om. Dit liv som levende og virkende lem på Kristi legeme og dit liv blandt Guds folk betyder alt.