Del 1: Findes
den danske husmenighedsmodel i Bibelen?
Der er en
husmenighedsbevægelse i Danmark i dag, som ikke alene mener sig kaldet og ledt
af Helligånden, det er også selve den nye, og måske sidste vækkelse, som skal
fare hen over vort land, ja over hele verden. Og for nogle er det endda mere end
det, det er den tredje reformation.
Det er en
fantastisk bekendelse og et fantastisk selvbillede. Der skal noget til for at
kalde sig selv for den nye vækkelse. Flere har gjort forsøget de sidste årtier,
uden at kunne producere resultaterne.
Jeg har ikke
noget imod husmenigheder og små fællesskaber. Jeg er selv opvokset i et lille
fællesskab. Jeg forstår også nogle af de kritikpunkter og noget af den
frustration, der præger bevægelsen. Jeg har fuld forståelse for, at man gerne
vil gøre noget ved de mange kristne, hvis eneste kristenliv er at deltage i
gudstjenesten om søndagen – ja, for nogle af dem er det endda uoverkommeligt at
komme hver søndag, så de kommer hver anden søndag, eller måske en gang om
måneden. For nogle frikirkefolk handler det, som for nogle folkekirkemedlemmer,
blot om at have et sted at fejre overgangene i livet, og de kommer hovedsageligt
til barnevelsignelse, dåb, overhøring, bryllup, og til sidst egen begravelse.
Hvordan får
man gjort disse inaktive, sløve, lunkne forbrugere af kirken til disciple? Til
levende kristne, der brænder efter at leve det liv, vi finde i Ny Testamente?
